Af Mads Korsholm Petersen
Krigen i Afghanistan er, siden USA og deres allierede invaderede landet i 2001, blevet filmatiseret et utal af gange. I The Outpost er turen kommet til det berygtede slag ved Combat Outpost Keating, hvor 54 heltemodige amerikanske soldater satte deres liv på spil for at beskytte den militære forpost mod Taliban. Her var de amerikanske soldater ikke alene i undertal, men var tilmed sårbare overfor fjenden, eftersom forposten var beliggende i bunden af en dal mellem tre højdedrag. Baseret på de virkelige hændelser skildrer The Outpost hverdagen på forposten og soldaternes indsats under slaget.
Til at spille de højt dekorerede soldater, som fik tildelt adskillige æresmedaljer, har filmens erfarne instruktør Rod Lurie sammensat en rolleliste bestående af velkendte skuespillere såvel som amatører. At finde side om side med Orlando Bloom, Scott Eastwood og Caleb Landry Jones er nemlig en håndfuld af dem, som var udstationerede på forposten, da angrebet fandt sted. Det bidrager til at skabe den autentiske stemning og nærmest dokumentariske stil, der kendetegner størstedelen af filmen.
Selve angrebet på forposten i The Outpost er umanerligt flot orkestreret. Fra første parket opleves slagets gang i en noget nær timelang genskabelse filmet i ubrudte long takes med håndholdt kamera. Det er afsindigt effektfuldt, og det føles nærmest som om, man er fanget midt i krydsilden. I længden bliver det dog en smule trættende, efterhånden som bunken af tomme patronhylstre og døde Taliban-krigere hober sig op.
De medrivende, men langtrukne ildkampe i The Outpost er desværre på bekostning af det følelsesmæssige engagement i karaktererne. Det skyldes ikke alene, at actionscenerne trækker i langdrag, men også at filmen, i sin iver for at ære både de faldende og overlevende soldater, tager munden for fuld og introducerer flere karakterer, end man kan holde styr på. Selvom intentionen er god, er det i kampens hede så godt som umuligt at finde hoved og hale i, hvem der er hvem.
The Outpost fokuserer primært på sammenholdet og kammerateriet mellem de amerikanske soldater, fremfor hvordan de hver især bliver følelsesmæssigt påvirket af deres oplevelser. Det er der i sig selv heller ikke noget problem i, men den hårde tone i dialogen er så tilpas macho og sprængfyldt med testosteron, at den er svær at tage seriøs. Hvad værre er, går tåkrummende dialog hånd i hånd med skuespilpræstationer af nederste skuffe. Værd at nævne er navnlig Scott Eastwood, der i sit skuespil er omtrent lige så endimensionel og udtryksfuld som en Action Man.
Det unge stjerneskud Caleb Landry Jones stjæler uden megen anstrengelse rampelyset i rollen som Staff Sgt. Ty Carter. Foruden at udtrykke den følelse af frygt og panik, som opstår når kuglerne flyver om hovedet på en, formår han som den eneste at skildre den sorg, der er forbundet med tabet af nære soldaterkammerater. Sidstnævnte gør sig især gældende, da Staff Sgt. Ty Carter efter slaget opsøger en militærpsykolog og lader sine følelserne få frit løb. Trods indlevelse og overbevisende skuespil har man på det pågældende tidspunkt allerede svært ved at sætte ansigt på de faldne soldater, og hvad, der skulle have været en følelsesladet afslutning, falder brat til jorden.
Hvorom alting er, vinder The Outpost på sin atmosfærerige cinematografi. Beklageligvis er filmen mest af alt en tom skal af bulder og brag, der savner tilstrækkelig karakterfokus og karakterdybde.
Kommentarer